Gode råd fra Gulvmanden
1. Gulvafslibning tager tid, meget lang tid.
"Det er ikke nok bare at fjerner overfladen, hvor lakken umiddelbart kan ses, og så er der slebet nok," "Nej, så nemt er det altså ikke, ude på gulvet slibes der 5 gange, hvor der startes med groft sandpapir og ender med et meget fint. Til hjørner og kanter bruges 3 gange sandpapir. Gulvafslibningen er først færdig, når gulvet er fuldstændigt glat, rent og plant - og det er ikke så nemt endda. Jeg har da oplevet, at jeg har sat en ny mand igang med at slibe, og så har vi måttet lave det hele om, fordi han er startet forkert. Og så er det vigtigt at undgå kutterslag - ikke bare fordi det ikke ser så pænt ud, men også fordi et moderne gulv faktisk er temmeligt tyndt. Moderne gulvbrædder er typisk 22 mm, og der er kun 7 mm. ned til fer og not. Der er også nogle, der tror, at hvis der ikke er så meget lak tilbage på gulvet, bliver slibearbejdet meget mindre. Det er heller ikke rigtigt - faktisk tværtimod."
2. Der må ikke slibes i tide og utide
"Det er en misforståelse at tro, at gulve skal slibes ofte. Vi ser det jo for eksempel i lejerboliger, hvor alle gulve i lejligheden bliver slebet, hver gang der kommer nye lejere. Moderne gulve er meget tynde - det duer ikke at slibe dem i tide og utide. Og det er heller ikke nødvendigt. Hvis gulvet er slebet rigtigt første gang og det i øvrigt er blevet behandlet og vedligeholdt ordentligt, skal det bare have en ny gang lak med jævne mellemrum. Problemet er, at de fleste mennesker først får øje på gulvet, når lakken er slidt igennem og gulvet har fået pletter. Og så er der ingen vej uden om. Det var meget nemmere i gamle dage med de ferniserede gulve. Når de blev matte, var man klar over, at der skulle ferniseres igen. I dag skal et gulv være mat, og så er det sværere at se, at det nok er ved at være på tide at gøre noget ved det. Men så må man gøre det til en fast rutine istedet. Hvor tit man skal lakere, afhænger selvfølgelig i høj grad af, hvor meget gulvet bruges og til hvad.
3. Hvilken gulvbehandling skal jeg vælge???
"Traditionelt kan man vælge mellem olie, lak eller lud. Ludbehandlede gulve kræver mere vedligeholdelse og de kan heller ikke tåle det samme slid. Hvis man ikke har tid til at passe et ludbehandlet gulv, eller hvis man ikke hører til de mennesker, der godt kan lide at bruge tid på at gøre rent og passe gulve - så skal man vælge lak. Generelt vil jeg ikke anbefale ludbehandlede gulve i små 2-værelsers lejligheder - sliddet på gulvet er ganske enkelt for stort. Med hensyn til lak - så vil jeg godt understrege, at det er vigtigt at vælge en god lak. Mange af de billige lakker kan opløses i varmt vand - man risikerer altså, at der forsvinder en lille smule lak, hver gang man vasker gulv. Og så er to gange lak - sådan som det ofte tilbydes - ikke nok. Med vandbaseret lak skal der lakeres tre gange, og gulvet skal have lov til at hærde ordentligt. Det er ikke nok, bare at vente til det er holdt op med at klæbe.
4. Rengøring uden for meget vand
"Mange mennesker tror, at der skal godt med vand til for at gøre ordentligt rent. Men det er der stort set ingen gulve, der bryder sig om. Hvis gulvet skal holde, så det ikke skal slibes igen og igen - er det vigtigt at man undgår for meget vand. Brug støvsugeren istedet, og hvis det er nødvendigt at vaske gulvet, så brug en hårdt opvredet klud. Til lakerede gulve kan man bruge en enkelt dråbe sulfo, mens ludbehandlede gulve skal have sæbespåner. Og så er måtter faktisk en ganske glimrende opfindelse - vi skal bare lære vores børn at bruge dem også".
5. Tør jeg gøre det selv?
"Ja, nu lever jeg jo altså af at slibe gulve af for folk, som ikke gør det selv. Så set ud fra det synspunkt, vil det jo være naturligt at sige, at folk skal overlade det til fagmanden. Jeg vil sige det sådan: Man kan sagtens gøre det selv, men man skal vide, hvad man gør, og man skal også gøre sig klart, at det er et rimeligt hårdt arbejde. Det sker, at der kommer folk, som er startet selv, men som har opdaget, at det var altså for hårdt, så nu vil de gerne have os til at gøre arbejdet færdigt. Det er heller ikke helt ligemeget, hvor man lejer sin slibemaskine - det kan godt betale sig at leje sin maskine et sted, hvor man også kan hente noget rådgivning. Og så skal man som nævnt holde sig fra de allerbilligste lakker. Hvis det er økonomien, der gør, at man vælger at lave sine gulve selv, kunne det være en god ide at overveje, om ikke det kunne betale sig at vente et år og spare op til at få arbejdet gjort professionelt. En rigtigt gulvafslibning og ordentlig vedligeholdelse betyder, at man slipper for at slibe gulve af fremover. Det kan der spares mange penge på på længere sigt"